5 danske forfattere der gjorde indtryk i 2020
Af: Ann Lind Andersen
Mangler du en god bog at kaste dig over? Så er her 5 anbefalinger af danske forfattere, der gjorde indtryk 2020.
1. Hvide blomster af Sissel Jo-Gazan
Sissel Jo-Gazan skriver bøger, der er svære at sætte i bås og hurra for det. For selv om hendes seneste roman ved første øjekast ligner en krimi, ville det være for snævert at genre-bestemme den som sådan en.
Pigen, Bettina, er forsvundet på Samsø, hvilket ikke er noget, der vækker større bekymring for hovedpersonen Jenny og hendes pseudo-tvilling Tessa i første omgang. Men i takt med de levende personskildringer af Jennys familie, ikke mindst morfaren, der var tatovør og oldefaren, der var en berømt botaniker, folder der sig en vildtvoksende historie ud om misrøgt, pædofili, forbrydelse og hævn.
Jo-Gazan skriver letflydende og knivskarpt. Hun blander ligesom i sine tidligere romaner, videnskabelige fakta – hendes baggrund som biolog fornægter sig ikke – med et nemt læseligt sprog. Tilsat sin helt egen hypnotiske atmosfære, der gør den svær at slippe.
Køb eller tilføj Hvide Blomster af Sissel Jo-Gazan til din ønskeseddel her
2. Nattens udyr af Michael Katz Krefeld
I krimier vrimler det med seriemordere, terrorister og andre skræmmende folkefærd. Men i Krefelds seneste, vrimler det med mænd, der hader kvinder. Sådan rigtig hader og som synes, sex og kærlighed er en rettighed… for mænd.
Temaet er ‘incel-kulturen’, her taget ud i sin yderste konsekvens, og det er uhyggelig læsning. Samtidig er politiefterforskeren, Cecilie Mars, heller ikke for småbørn, med sit alkohol- og cokemisbrug og sine løse knytnæver og selvtægtstilbøjeligheder. Til gengæld er det sindssygt spændende læsning at følge hende. Så er du ude efter en intens, velskrevet krimi, er denne et godt bud.
Køb eller tilføj Nattens udyr af Michael Katz Krefeld til din ønskeseddel her
3. Meter i sekundet af Stine Pilgaard
Hvad skal man give sig til, hvis man er en ung kvinde, der er fulgt med sin mand ud til en lille øde by i Jylland, fordi han har fået job som lærer på en højskole? Man kan begynde at stalke tv-værten Anders Agger, når man ser ham hos købmanden. Eller man kan begynde at skrive en brevkasse i den lokale avis, hvor man giver svar, der mere handler om en selv end om læserens problemstilling.
Som man måske kan fornemme, er der masser af finurlig humor i Pilgaards lille bog, der er blevet dette års bog-hit. I bogen er der også sange, hovedpersonen skriver. Fire af de sange er just optaget i den ny-reviderede udgave af Højskolesangbogen.
Køb eller tilføj Meter i sekundet af Stine Pilgaard til din ønskeseddel her
4. En lykkelig slutning af Maren Uthaug
En historie om en familie, hvor erhvervet i flere generationer har været en bedemandsforretning, lyder måske ikke som det mest opløftende. Men når man skriver som Maren Uthaug og ikke er bange for at udforske det tabuiserede ved døden, bliver historien til en af dem, der ikke kan anbefales nok. Også selv om den berører mørke, eller skulle man sige, iskolde, ting som nekrofili.
Samtidig er romanen også et indblik i den danske begravelseskultur og hvordan vores forhold til de døde historisk har forandret sig op gennem tiderne. Det er grumt, smukt og dybt fængslende.
Køb eller tilføj En lykkelig slutning af Maren Uthaug til din ønskeseddel her
5. Kongetro af Tobias Bukkehave
Der bliver skrevet mange krimier her til lands. Men sådan en gedigen spionthriller i ægte John Le Carré-ånd, den er mere sjælden. Alligevel er det hvad Bukkehave har kastet sig ud i her i sin første voksen-bog, efter at have skrevet et par børnebøger.
Helten hedder Tom Cortzen og at tænke James Bond er nærliggende. Tom Cortzen er militærmand og har egentlig vendt det danske Forsvaret ryggen. Dog bliver han kontaktet af en hemmelig efterretningsenhed, der sender ham ud på en opgave, der omfatter et mord i Dubai, valg-hacking i Georgien, en tysk konglomerat-ejer og den amerikanske præsidents søn.
Der er et globalt udsyn i historien, der giver den et internationalt skær og tempoet er hæsblæsende actionfyldt. Det er med andre ord en vaskeægte page-turner og efter endt læsning, har man lyst til at følge Tom Cortzen ud på nye missioner.
Køb eller tilføj Kongetro af Tobias Bukkehave til din ønskeseddel her
Danske forfattere – Saxo
Saxo har et stort udvalg af litteratur fra de bedste danske forfattere. Bliv opslugt af en god roman eller bliv rørt til tårer af et rørende digt. Saxo har en bredt udvalg af skønlitterære værker og et bredt udvalg af faglitteratur. Tjek deres sortiment, bliv inspireret og find din næste bog blandt deres fantastiske udvalg.