
Forårets nye favoritbukser
Af: Sille Henning
1990’erne har længe haft stor indflydelse på modebilledet, ikke mindst når det gælder buksemoden, hvor 1990’ernes cigaretbukser og skinny jeans efterhånden er blevet en klassiker. Denne sæson må de dog vige pladsen for forårsmoden er domineret af bukser med vide ben, der med inspiration fra 1980’erne skruer helt op for wow-faktoren.
Shop bukser med vidde
De oversize bukser blev set på catwalken hos internationale modehuse som The Row, Fendi, Chloé og Louise Vuitton, der alle viste, hvordan de vide ben nemt skaber et sofistikeret og næsten dramatisk look. Fra Chloés power women look til Louis Vuittons mere laidback men stadig stærke udtryk.
Fra højtaljede til hængende på hoften, de vide bukser kommer i mange forskellige variationer, hvilket gør det nemmere, at finde nogle der passer. Du kan med fordel gå efter bukser i palazzo-stilen med læg foran, der giver et mere figursyet udtryk uden at mindske vidden på buksebenene, mens bukserne der går lige ned, giver et mere drenget look.
Men lad dig ikke narre af buksernes elegante udtryk. De er nemlig også super komfortable og en værdig afløser til Corona uniformens bløde joggingbukser. For selvom en stor del af dagen stadig foregår foran skærmen derhjemme, kan de vide bukser hurtig blive en hverdagsfavorit – og desuden, hvem kan ikke trænge til en lille forårsopdatering i garderoben.