Make A Wish X Ønskeskyen
Af: Ønskeskyen
Emma på 17 år blev virkelig overrasket, da fotograf og Instagrammer Bobby Anwar med Ønsketeam kom på besøg en mørk og diset aften i november. Emma var mildest talt overrasket – ja, nærmest mundlam.
Emma er blandt en af de børn med livstruende sygdomme, som Make A Wish Danmark har opfyldt ønsker for. Gennem sin sygdomsperiode har Emma brugt fotograferingen til fordybelse og refleksion, hvorfor Make A Wish Danmark mente, at det helt rigtige til hende ville være et kamera overrakt af stjernefotograf Bobby Anwar, som i forvejen var et stort forbillede for Emma.
I interviewet her kan du høre Emma fortælle, hvad Make A Wish Danmarks gave har betydet for hende.
Kan du fortælle hvad du tænkte, da du så Bobby Anwar stå hjemme hos dig?
Da jeg mødte Bobby Anwar første gang, stod han i min opgang. Jeg var forvirret og i chok, og jeg kunne ikke tænke så meget. Det var først da jeg så dem fra Make a Wish, at det begyndte at gå op for mig, hvad der skulle til at ske. Jeg blev så glad og overasket og er dybt taknemlig for at Bobby ville bruge sin tid på mig.
Har Bobby givet dig nogle gode råd, omkring hvordan du tager gode billeder?
Bobby var utrolig sød og nærværende og fik mig til at føle mig godt tilpas, for jeg var jo stadig i chok efter at have mødt ham. Han startede med at fortælle om sig selv, og om hvordan hans interesse for fotografi var startet. Jeg fik derudover masser af gode tips, anbefalinger om gode apps til billedredigering, og hvad der var nødvendigt og ikke nødvendigt at læse.
Hvilken rolle spiller fotografier i dit liv?
Jeg har altid være glad for at tage billeder, men da jeg blev syg, var det mit frirum, og noget jeg kunne fordybe mig i, når det var hårdt. Bobby fortalte at han kunne stå i flere timer i regnen, for at få det perfekte billede. Udover regnen, så elsker jeg også at sidde og nyde mine omgivelser, og lade mig drømme væk imens jeg fotograferer.
Hvad har gaven fra Make-A-Wish betyder for dig?
Jeg er super glad for mit fantastiske kamera og hele oplevelsen med Make a Wish, at jeg som ung pige kan dyrke min hobby med et kamera af den kaliber er jo for vildt.
Make-A-Wish Danmark blev grundlagt i 1999 og har i over 20 år opfyldt mere end 2.000 ønsker for børn med livstruende sygdomme i alderen 3 og 18 år. Det kan være ønske om at blive brandmand for en dag, at møde sit store idol, fodboldspilleren Lionel Messi, eller at få en gamingcomputer, så kontakten til vennerne kan bibeholdes under et langt sygdomsforløb.
Hvis du også vil støtte Make A Wish Danmarks arbejde, og hjælpe med at opfylde ønsker for børn som Emma, så kan både private og virksomheder lave enkeltstående bidrag eller et tegne et årsmedlemsskab til 300 kr.