
Mors dag i fuldt flor
Af: Uffe Buchard
Morsdag nærmer sig og landets blomsterhandlere forbereder sig med obligatoriske blomsterbuketter i forårets feminine toner. Alt godt! Men i min optik er det altid vasen, der definerer og inspirerer til en bestemt type buket, for vasen er så at sige bukettens scene, som siden giver blomstersymfonier frit spil. Jeg samler selv på vaser og hver enkelt vasedesign – form, farve og struktur – giver nye muligheder og appellerer til ubegrænset floral kreativitet.
Når jeg køber ind til buketter hos min lokale blomsterpusher, har jeg altid bestemte vaser for øje, som jeg forud for mit besøg har besluttet mig for at iscenesætte buketterne i. Det gør det meget nemmere at navigere hos blomsterhandleren eller på torvet blandt hundredevis af arter, teksturer og farver. En god ide er at tage vasens form og farve i betragtning og så vælge en farvekode for den enkelte buket, så helheden får et harmonisk udtryk. Men derfra er der fri leg og det er altid spændende at få så mange typer blomster i spil i en buket som overhovedet muligt. De bedste buketter er dem der ligner, at de er plukket i en kæmpe blomsterhave (måske den, der tilhører din fiktive excentriske mormor) med frit valg på alle hylder i blomsternes tombola. Jo mere tosset sammensætningen af arter er, jo mere spændende og indbydende kan resultatet blive og jo mere kræver buketten, at man tager stilling til den og går på opdagelse i den. Den nemt afkodelige buket uden personlighed og overraskelser bliver hurtigt banal. Derfor sørger jeg altid for, at mine blomsterstilke har ret forskellig længde. Nogle stilke får lov til at tage på himmelflugt i den ene eller den anden retning og kommer derved til at definere formen på buketten. Andre stilke klippes helt korte, så øjet tvinges til at nyde selve essensen af blomsten. Jeg kigger altid på stilkene inden jeg klipper dem, for nogle har en helt vidunderlig skæv form, der kan efterlade et skulpturelt udtryk og disse blomster eller grene får som regel lov til at spille en hovedrolle på scenen som bukettens prima ballerina. Men også showets stjerne kan kun skinne lystigt med hjælp fra alle de øvrige aktører og ikke mindst i samspil med en smuk vase.
Lyngby Porcelæn Curve vase

Den lille Curve vase fra Lyngby Porcelæn i skøn terracotta farve er som skabt til energiske gule toner og livlig orange i skøn legesyg forening. Jeg har forsøgt at skabe en buket sprængfyldt med sommerstemning, positivitet og lethed.
Kähler Hammershøi vase

Den klassiske Hammershøi vase fra Kähler i den sarte lyseblå tone danner den perfekte scene for en buket i et vildt miks af blomster udelukkende holdt i blå og violette nuancer, der får frit spil i en energisk eksplosion af indtryk og ikke mindst dufte. Jeg har ladet mig inspirere af et landligt og haveagtigt udtryk.
Casa Living vase

Den usædvanlige vase fra CASA Living har et kurveagtigt udtryk med en hank i midten, der tvinger en til at tænke alternativt ift. bukettens udformning. Jeg har arbejdet med store frodige vækster som heftig kontrast til sarte og feminine blomster, men med en romantisk undertone i farveskalaen.
Holmegaard Cocoon vase

En rubinrød Cocoon vase fra Holmegaard nærmest forpligter til iscenesættelse af en bombastisk blomsterbombe, der oser af kærlighed og romantik. Det er altid smukt at kombinere alle tænkelige toner af røde, pink og rosa nuancer i skøn stilistisk forvirring. Sådan en buket går altid lige i hjertekuglen på de fleste fordi den er så sanselig og passioneret i sit udtryk.